Et helt ekstraordinært år er ved at slutte, et år der på mange måder er blevet helt anderledes end vi havde ønsket det. Alligevel kan vi se tilbage på et år med mange gode oplevelser. Det blev året, hvor vi for alvor kom til at føle os som pensionister og ikke kun eventyrrejsende.
Da vi indså at al rejseaktivitet var indstillet, ændrede vi vores medlemskab fra ”passiv” til ”aktiv frivillig” i foreningen Modelparken Danmark i Egå. Her er arbejdsdage onsdag og lørdag året rundt og køredage søndage og nogle hverdage i juli måned og ved højtider. Det er primært pensionister der mødes og får parken opbygget og vedligeholdt og togene til at køre. En rigtig dejlig ”familie” at blive en aktiv del af og vi har således hjulpet med malerarbejde, fliselægning, hegnopsætning og meget andet forefaldende arbejde.
Senest er Poul blevet inddraget i arbejdet med at skaffe flere midler til en udvidelse af banen og Kirsten er blevet modelbygger. Hun bygger en model af Hornslet Kro i mål 1:10. Den skulle gerne stå klar til foråret. På køredage er vi lokoførere, personale på perron eller i kiosk. En tur til Modelparken med børnebørn kan klart anbefales.
En gang om måneden er der køredag for medlemmernes børn. Vores 3 ældste børnebørn har således lært selv at køre togene. Det er lukkede dage hvor publikum ikke har adgang og hvor børnene ikke må have passagerer med. Det er så skønt at opleve hvordan børnene stråler når de får lov selv at køre rundt på banen. De aktiverer selv signaler og retter sig efter de regler der selvfølgelig er på en kopi af en ”rigtig jernbane” med signaler og bloksystem.
Denne dag var også lidt speciel idet det var lykkedes os at samle Kirstens mor med alle sine 7 oldebørn i Modelparken. Birgit, der bor i Norge, var i Danmark på ferie så vi benyttede os af chancen for at samle alle på samme billede.
Sommeren holdt vi i Danmark, dels i sommerhuset og dels i campingvognen. Vi var så heldige at få besøg af alle vores børn med familier, der også følte sig tvunget ud i ferie i Danmark. Vi holdt to ugers campingferie på Krakær Camping på Djursland. Anders og Emil boede hos os i begge uger og Valdemar og Sofie den ene uge.
Vi fik vores hus tilbage 1. august. Vores lejere havde fundet et nyt sted at flytte hen og vi ville gerne tilbage, så selvom vores aftale lød på leje til 20. oktober, var begge parter glade. Vores lejere har passet meget godt på huset så det har hele vejen igennem været en succes.
Tilbage i huset begyndte det igen at krible i fingrene for at ”opfinde” projekter. Haven har altid været meget kedelig, men nem at passe. Kirsten synes dog at tiden til fornyelse var kommet, så mange timer her i efteråret er gået med at grave jord og græs væk, fylde nyt jord på og sidst men ikke mindst plante den til med skønne buske og planter. Vi er nået halvvejs så foråret skal nok også bruges inden det hele ser fint ud.
Først i oktober lod vi os friste af en overnatning i Tønder og et besøg på digerne, hvor vi oplevede ”sort sol”. Vi havde en fantastisk guide og han førte os til et sted der viste sig at være præcis der hvor stærene slog sig ned for natten. Stor oplevelse.
Poul rundede de 70 år i oktober. Vi havde glædet os meget til at fejre ham, men indså tidligt at det var uforsvarligt at skabe den store fest. Derfor blev det en lille fejring over to dage. En med den ældste tætte del (6 pers) og så vores 3 børn m familier på selve dagen
Den 10. november fik Poul et nyt venstre-knæ. Selvom Poul ikke har ladet sig mærke med det dårlige knæ, var det blevet pinefuldt, så datoen 10. november har længe stået som en stor dag. Ved et kontrolbesøg på Silkeborg Sygehus i august fik han tilbud om at deltage i et projekt i forbindelse med sin knæoperation. Projektet går ud på at man som deltager træner sit dårlige knæ op med 3 gange 45 min træning om ugen i 2 måneder op til operation. Poul takkede ja og var heldig at han var blandt den halvdel der skulle foretage træningen. Det skulle bevirke at muskulaturen er mere klar til det nye knæ. Og lad mig bare sige det som det var. Poul blev indlagt 7:15, opereret kl. 8 og vi kørte hjem til eftermiddagskaffetid. Da gik han med 2 krykker. Fik besked på at tage smertestillende morfin første aften. Dag 1 gik han med max 1 krykke og på anden dagen gik han uden, også op og ned ad trapper. Han går nu til fysioterapi to gange om ugen og træner dagligt herhjemme, og alle er meget forundret over hvor godt det går. Det var kun den første uge han fik lidt særbehandling og hjælp.
Vi skal huske at leve mens vi gør det. Vi prøver ihærdigt, men vi glæder os nu til vaccinen kommer så vi igen selv kan bestemme, hvornår vi vil gøre hvad; hvem vi vil invitere eller besøge.
Med ønsket om et godt helbred til jer alle ønsker vi en glædelig jul og et godt nytår.
Kærlig hilsen
Poul og Kirsten