3. New Zealand – Nordøen

(forsidebillede: fyret på Cape Reinga, den nordligste spids på New Zealands Nordø)

Vi starter dog dette indlæg på den sydligste del af Nordøen.
Vi fik en fin sejltur i sol og næsten havblik til Nordøen, til Hovedstaden Wellington. Vi kom så tidligt på dagen, at vi kunne nå at se en del. Det var søndag så lidt mere øde i gaderne og måske lidt lettere at finde parkering til vores store bil. Vi havde besluttet at køre forbi parlamentsbygningen som det første. Det er en flot nyere bygning. Grundet terrorangrebet i Christchurch var bygningen lukket og alle besøg aflyst. I gå afstand herfra ligger den oprindelige domkirke i byen Old St Paul’s, som i dag er et museum der kun bruges som kirke ved enkelte lejligheder. Efter disse to besøg tog vi en kabelbane op til et udsigtspunkt over byen. I dag er der en del mindre private kabelbaner i byen mellem vejene og op til folks boliger. Disse ligger ofte på stejle skråninger.

• 

• 

Old St Paul’s ude og indefra. Vi mødte en meget aktiv lokale der gjorde alt for bevare og restaurere denne smukke gamle trækirke

Efter disse oplevelser tog vi resten af dagen som transportdag på lidt over 500 km op til Stratford.

Stratford skulle være vores udgangspunkt for næste dags tur ad en meget speciel rute med navnet ”Forgotten World HighWay”(HWY43). En naturskøn rute på ca. 210 km der snegler sig op og ned over 4 bjergpas, 12 km uasfalteret vej samt en 180 meter lang tunnel (hvor en bil lige præcis kunne køre i bredden). Vi kørte gennem ”Republic of Whangamomona”, den eneste lille landsby, der ligger midt på ruten og som har udråbt sig selv som republik. Man kan blive statsborger der og få udstedt pas – også som turist. Det sker meget praktisk på byens eneste spisested og hotel. Vi nøjedes dog med en god frokost. Vi fortsatte ad ruten for forbi det flotte vandfald ”Mt. Damper Falls” og videre til enden af ruten. Herfra fortsatte vi til ”Waituti Viewpoint” med fri Camping og en flot udsigt 360^o rundt og en synsvidde på ca. 100 km. Næste morgen fortsatte vi til syd for Taupo.

I Tongariro National Park er en af verdens flotteste og mest vandrede hikes på 19,4 km, som vi hjemmefra havde snakket om at vi skulle prøve, hvis vores helbred tillod det når vi nåede så langt. Det var imidlertid lykkedes Kirsten af skade venstre fod i bildøren den sidste uge på Sydøen, så lysten til at gå en heldagstur på 20 km tur i meget krævende terræn (op over ca. 1000 meters højdeforskel) op forbi 3 vulkaner var ikke rigtig sagen.  Vi snakkede med personalet i det lokale visitor center, der anbefalede os enten at flyve over området eller gå en del af strækningen. Vi forsøgte os med flyveturen, men….som sædvanlig når vi skal flyve lokalt skete der det, at da vi ankom til det aftalte sted, blev turen aflyst, grundet lav skydække som gjorde at det ikke var muligt at se meget eller komme tæt på vulkanerne. Derfor valgte vi at snøre traveskoene og starte på ruten ”Tongariro Alpine Crossing” Vi gik lidt af turen, hvilket blev ca. 5 km frem og 5 km tilbage. En meget flot tur som fik løftet mængden af vores skridt på Nordøen betydeligt!!

• 

• 

Da vi efter 5 km mødte ovenstående skilt var vi klar over at vi skulle vende om og gå tilbage til vores udgangspunkt. Her starter klatringen, men også alt det fantastiske med vulkankratere man kan se ned i og flotte søer man går omkring, men vi var realstiske!!!

Efter en god overnatning i Rotorua besøgte vi ”Wai-o-Tapu Termal Wonderland” som er en del af en lang dal i New Zealand som dels har Gejsere og varmt vand, der kommer op af jorden sammen med Svovl og andre kemikalier fra jordens indre. Det var helt som at genopleve ”Yellowstone Nationalpark” i USA. Virkelig en oplevelse.

• 

• 

• 

• 

Rail-cruising.
Om eftermiddagen stod den lidt på en alternativ oplevelse. Nord for Roturua ligger en nedlagt jernbanestrækning. Ildsjæle har sat 20 km af strækningen i stand og bygget nogle små 4 personers biler til at køre på skinnerne med (railcars). Vi tog turen på 20 km igennem flot natur.

Sidst på dagen havde vi (Kirsten) planlagt at vi skulle besøge ”Hells Gate” med ”hotpools” (varmekilder) og varme mudderbade. De annoncerede med at der var åbent til kl. 21 så vi tænkte at det var en fin afslutning på dagen. Men Parken kunne vi ikke gå rundt i på det tidspunkt vi kom og det viste sig sikkerhedsmæssigt, at man kun måtte være i mudderet i maksimum 20 minutter. De varme pools har vi prøvet tidligere så Kisten valgte at droppe mudderbadet. Det kostede en halv bondegård!

Vi kørte til en lokal campingplads ”Terminal Holiday Park” og kom der til at bo en halv meter fra et boblende mudderbad med ”behagelige” kemiske dufte. Samtidig var der på pladsen opvarmet swimmingpool og to ”Hotpools”. Vi benyttede de sidste.   

Til næste dag havde vi booket en tur til ”Waitomo Glowworm Caves”, og som sædvanlig havde vi lyttet til Christinas anbefalinger og booket tur det sted som hun anbefalede. Det var fantastisk, idet vi kun var 4 på turen (et amerikansk ægtepar på vores alder og så os) med én guide. Det betød en meget rolig tur med maser af tid til fotografering, som var svært grundet lysforholdene (eller mere korrekt mangel på det rigtige objektiv). Vi besøgte 2 huler og var på en lang tur ind i deres indre.

• 

• 

Natten tilbragte vi igen på en af New Zealands mange skønne ”Free Camping sites”, denne gang på kanten af en søbred, med en flot udsigt til bjerge og unge mennesker der stod på vandski.

Hobbiton – movie set

Mange års manglende tid er skyld i at vi dels mangler at gå i biografen og dels mangler at læse nogle bøger!

Så nu tog vi forskud på biografturene og læsningen af ”Trilogien Hobbiton” samt ”Ringenes Herre”.

Vi skulle besøge stedet hvor filmene var optaget. Alle udendørs”studier” fra ”Trilogien Hobbiton” er bibeholdt og nu et kæmpe udflugtsmål: Utroligt spændende at opleve og få fortalt historien herom. Så når vi er hjemme igen bliver disse bøger dels købt som bøger og film. Og så skal de læses i det perspektiv vi har oplevet på optagelsesstedet. Og de der har set filmene vil på vedhæftede billeder kunne nikke genkendende til stederne.

• 

• 

Efter besøget her, tog vi en lang køretur nordøst over til ”Hot Water Beach” beliggende på Coromandel halvøen. Her er der også 3 ”must to do” som skulle besøges næste dag. Vi startede dagen med at leje en ”spade” til brug senere på dagen!!

Herefter kørte vi op nord for ”Hot Water Beach” for at starte en længere gåtur til ”Cathredral Cove” . Det specielle ved klippeformationen er at der er et hul igennem (som et kirkerum) Det er selvfølgelig et must at fotografere.  Hvad vi ikke vidste, var at der er en fremragende badestrand på stedet. Den nød vi fra siddende i sandet. Efterfølgende fandt vi dog ud af, at sandet er så fint at det kniber voldsomt med at få det ud af tøjet igen.

Hot water pools.
Nu skulle ”spaden” bruges, så vi kørte retur til stranden ved campingpladsen. Vi havde fået at vide at ca. to timer før laveste vandstand kunne vi begynde at grave vores egen hotpool. Da vi ankom, var flere hundrede (voksne!) mennesker i gang med at grave huller i sandet! Vi fandt også en god plads i takt med at vandet trak sig tilbage og fik gravet vores ”Hot Water Pool” med knap 40 grader varmt vand som dels kom op igennem sandet og dels fra de mange pools ovenfor os. En fantastisk oplevelse, som mindede en om når tyskerne om sommeren besøgte vestkysten og gravede tilsvarende huller til solbadning.

Vi sluttede af med at tage en dukkert i havet og blive afkølet oven på brugen af poolen!

Da vi kom op til Camper van’en fandt vi ud af at alle medbragte ting inkl. vores badetøj var fyldt med fint sand. Det medførte senere en hovedrengøring af vores bil næste dag, i et forsøg på at blive sandet kvit.

Vi havde besluttet at vi skulle slutte af i Coromandel. Så vi kørte pænt videre ad hovedvej 25 og tog en genvej med hovedvej 309. Det blev en meget spændende oplevelse, idet det hurtigt blev til en meget snoet grusvej, der ofte, rundt i hårnålesvingene, (hvor der ingen udsyn var grundet klipper) kun var godt og vel 1 spor. Så der var en del biler og specielt en motorcykellist, der fik sig en forskrækkelse da de i svinget opdagede vores 2,45 meter brede Camper van!  Men heldigvis undgik vi at få ridser eller liggende, men måtte adskillige gange liste (mindre end 5 km/h) os forbi modkørende.

Vi nåde frem til Coromandel ca. 1 time senere end GPS havde spået da vi startede. Det betød, at en attraktion vi havde besluttet at besøge, var ved at lukke. Heldigvis fandt vi meget let ”Driving Creek Railway” (www.dcrail.nz) og ved at ’spæne’ fra bilen op ad bakken til billetlugen, nåede vi med nød og næppe samt god vilje fra personalet dagens sidste tog.

Der er tale om en bane som en mand har bygget i perioden fra midten af 70’erne og frem til 2009. Oprindeligt var det til at transportere ler fra bjergsiden ned til hans pottemagerværksted. Men i 1989 mente hans bank at det nok var en god idet at afdrage på de 8.500 NZ$ han havde lånt til at købe bjerget for. Da pottemagerværkstedet ikke gav det overskud, byggede han et lille lokomotiv og en vogn og tilbød en tur til turister så de kunne nyde udsigten for 5 NZ$. Og så blev lånet afdraget. Den gode forretning inspirerede ham til at bygget banen helt op til toppen af bjerget, bl. a. gennem 3 tunneller på ruten. På toppen har han bygget et flot udsigtstårn hvorfra man kan se over hele området. Det stod færdigt i 2009. Og i dag valfarter folk til stedet for at få en times tur med banen op til toppen og høre historien bagved.

I januar måned køre der 2 tog i timen fra kl. 09:00 til kl. 19:00 hvor sidste tog afgår med BQQ på toppen.

Igen en fantastisk naturoplevelse krydret med en spændende historie og en masse sjov pottemagerkunst langs ruten.

• 

• 

• 

• 

Efter en spændende dag og godt pakket ind i sand fik vi den mest vidunderlige 800 grams bøf til deling på en lokal restaurant i byen, hvor byens parkeringsplads er indrettet med 5 pladser, hvor ”Camper van’s” må overnatte gratis mellem kl. 18:00 og 09:00.

Ovenpå den gode bøf (og rødvin) sover man meget fint og længe, så det var hårdt at komme op søndag morgen kl. 08:00 og få spist morgenmad. Men det var nødvendigt, idet vi skulle køre 400 km til ”Bay og Islands”. Hvor vi de efterfølgende 2 dage havde booket ture fra. På trods af at det var søndag og at det virkede som alle New Zealandske biler var på vejene og utroligt mange af dem med bådtrailere efter, så gik køreturen fint.

Mandag var vi på den første udflugt på vandet i ”Bay of Islands”. Der er tale om en bådtur, hvor båden sejler rundt til de forskellige øer i bugten og til dem af dem der er beboet, ofte af 1-3 familier, aflevere båden post og evt. forsyninger. Men da turister elsker at tage med på ruten, er det i dag en stor katamaranfærge med 3 dæk og plads til ca. 200 mennesker den besejles med og turen hedder i dag ”Cream Trip Day in the Bay”.

En spændende og flot tur hvor billederne bedre fortæller om natur og dyreoplevelser.

Tirsdag har vi været på en heldagstur med bus til Nordspidsen af New Zealand ”Cape Reinga” , kørt på New Zealands strandhovedvej ”Ninety Mile Beach” og leget i ”Sand Dunes” med sandboards.

Så vi kom igen hjem til Autocamperen fyldt med ganske små sandkorn, som ikke er til at få ud af tøjet. En tur hvor vi hørte en masse om de lokale oprindelige beboere ”Maorierne”. Og igen set en helt anderledes natur.

Efter denne oplevelse drager vi i morgen mod Auckland, hvor vi skal se byen og forberede os på at pakke ned efter en travl og spændende måned i New Zealand. Vi tager flyveren hjem til Danmark fredag den 29. marts med 2 flyvninger af henholdsvis 17 timer 50 min  til Doha (verdens 3 die længste pt.) og derfra 6 timer 45 min til København. Så vi er nok godt trætte af at se fly indvendigt fra når vi skal møde hele familien i København lørdag den 30. marts om formiddagen.

Der går nok en dag eller to inden der kommer et kort afsluttende indlæg om de sidste dages oplevelser.