Det er tid at forlade Grækenland, hvor campingvognen nu har opholdt sig i 7 dejlige uger og hvor vi har lært en masse om landet og levevilkårene.
Undervejs nordpå mod den Albanske grænse besøgte vi drypstenshulerne Perama Cave i byen Ioannina og fik en fin tur igennem den. Den del der er åbnet for turister, er 1,1 km lang og med en del trapper. Hele hulen er på 14.800 m2. Der var en god guide der fortalte om hulerne på fint engelsk. Hulerne blev opdaget under Anden Verdenskrig, da tyskerne bombede byen og beoerne søgte tilflugt i huler i klipperne. De gemte sig i de første meter af grotten, men med tiden har man fundet længere og længere ind. Vi måtte ikke tage billeder men de henviste til deres hjemmeside hvorfra man kan hente billeder. Den er pt ude af drift men linket er www.spilaio-perama.gr
En afsluttende bemærkning fra vores sidste tur i Grækenland. I Grækenland betaler man afgift for at køre på motorvejene. I det Østlige Grækenland (øst for Athen) betalte vi ca. 2-4 € pr. 100 km. I det vestlige har vi betalt 8,10 € for at køre ca. 2 km på motorvej og over en længere strækning på ca. 30 km lidt over 33 €. Eneste forklaring er at det er 2 forskellige selskaber der opkræver pengene, som øvrigt må give et godt bidrag til beskæftigelsen! Men ellers var det en smuk tur fra Peloponnes til Albanien, bort set fra at vores GPS lavede gæk med os og sendte os på en ekstra rundtur i en smukt, men stejlt bjerglandskab med smalle veje, som man normalt ikke ønsker at køre med et 14 meter langt vogntog med 2½ meters brede. Der var nogle der fik sat farten ned, da de mødte os!!
Kort efter nåede vi Albanien og blev taget pænt imod ved grænsen. Der var lidt kø for at komme ud af EU og igen ind i Albanien. Vi havde indstillet GPS’en til at følge den iflg. vores beskrivelser smukke hovedvej langs kysten ”SH 8”. Det gik meget fint til at starte med, men den blev smallere og smallere indtil vi nåde kysten. Og så var der stort set ikke mere ”meget plads” på vejen og i de små byer var den reelt 1-sporet, grundet parkerede biler.
Der var rigtig mange store italienske biler, ligesom Albanerne selv kører i store Mercedes og Audi’er. Resultatet blev at man sneglede sig afsted med 30 km/t og en del steder måtte Kirsten hoppe ud og spærre for modkørende trafik, så vi kunne få plads til at komme forbi parkerede biler. Den første dag blev en lang tur, hvor vi ankom sent i mørke til Campingpladsen, som i mellemtiden var fyldt. Vi magtede ikke at køre mere så vi måtte finde et midlertidigt sted at overnatte. De sydede af liv og der var mange biler overalt. Heldigvis er Albanerne utrolig hjælpsomme og da vi begyndte at spørge os rundt, fandt vi en plads. Et par friske mænd havde sikret sig et areal tæt ved, hvor de tilbød en primitiv campingplads med strøm (se billederne) inkl. 2 strandstole og 2 kopper kaffe næste dag (for 10€ pr nat).
Herover vores fine toiletter. 2 styk, med toilet og bruser. nogle knaster var fjernet i gulvet så vandet kunne løbe ud.
Næste dag havde vi som afslapningsdag og udnyttede tilbuddet om 2 liggestole under en parasol, og med badning i Adriaterhavet. Restauranterne er så billige at det ikke kan betale sig selv at stå for maden. Vi spiste 2 person inkl. 1 liter rødvin for 10 € (ca. 75,00 kr.).
Dejlig mad, 
dejlige omgivelser 
Og en skøn solnedgang
På 3.die dagen i Albanien kørte vi videre ad kystruten mod Tirana (hovedstaden). Og vores trafik problemer blev ikke mindre af at det var søndag og alle skulle fra det indre af landet til kysten, øvrigt kaldet den Albanske Riviera, så det blev igen en lang snegletur, specielt i byerne, så Poul havde virkelig en opgave med at få vogntoget igennem, mange gange med få cm til hver side….
Vi havde sat ”Camping Tirana” ind i GPS’en og fulgte den slavisk. Det skulle vi nok ikke have gjort. ☹Vi så godt nok skilte ude på hovedvejen, der viste en anden vej, men valgte ”vores vej”. Pludselig befandt vi os i et menneskemylder af lokale i begravelsesoptog. En yngre mand i hvid skjorte kom hen til os og spurgte om vi skulle til campingpladsen. Vi bekræftede og han sagde at det var hans, men at vi skulle have fulgt skiltene og ikke GPS’en. Denne vej er ikke mulig at køre med vores vogntog, mente han. Så vi skulle køre lidt videre og så vende og køre tilbage til hovedvejen. Det virkede håbløst, så vi listede os videre og tænkte at vi kunne finde en alternativ vej ud til hovedvejen. Men det var jo også smalle gader og pludselig råbte Kirsten stop, og heldigvis lystrede Poul. Der lå en el-ledning og hvilede på campingvognen. Havde vi kørt 1 m længere havde vi afskåret nogle fra elektricitet. Vi fandt vores kost frem og Kirsten holdt ledningen højt nok oppe til at Poul kunne trille vognen igennem. Nogle unge mennesker i et hus havde set optrinnet og kom frem og fortalte os at vi bare kunne svinge til venstre lige her og så for enden af vejen stod der skilte til campingpladsen. Vi behøvede ikke køre helt tilbage til hovedvejen. Puh ha. Vi priste os lykkelige for at intet gik i stykker og vi kom frem til en mindre, men flot beliggende og effektivt organiseret campingplads. Den kan anbefales.
Pladsen er familieejet og det kvindelige overhoved kom hver aften rundt og serverede snaps som godnat drink og en aften tillige med en klase vindruer. Dette var inkluderet i afgiften på 15 € (strøm var også med). På vores rundrejse er det den første campingplads vi har mødt med affaldssortering. Egentligt lidt trist.
Vi blev her i 3 dage og brugte 1 dag på Tiranas omegn, herunder specielt Krujë og 1 dag på Tirana.
Det der gjorde størst indtryk på os, var Trafikken og det bilkaos, der hersker. Er der kø, kommer bilerne både på højre og venstre side, selv om der kun er ét spor i hver retning. Køkultur er et ukendt begreb, det gælder blot om at skabe plads til sig selv! Så det var et kaos alle vegne i området omkring Tirana. Vi valgte derfor at parkere et stykke fra centrum og tage en taxa (som var billig) ind til centrum af Tirana, men ellers fandt vi os i det og lærte, at finde vores plads i kaosset.
Man kan roligt konkludere, at i Albanien er det status at have en stor bil og bruge den, hvilket vejnettet på ingen måde er gearet til. Men bortset fra det negative element er det et dejligt land med gæstfrie og venlige mennesker.
Krujë er en spændende by med en fæstning beliggende højt oppe ad en bjergside med flot udsigt over dalen nedenfor. Byen har en ældre spændende basar, som i dag alene omfatter turist artikler og antikviteter fra tiden, hvor landet var afsondret fra resten af Europa.
I Tirana gik vi en længere tur rundt i byen og fik besøgt et par store moderne indkøbscentre, med store flotte butikker (et i 6 etager), men med relativt få mennesker på indkøb (besøgt mandag og tirsdag, som nok ikke er de største indkøbsdage).
Begge dage var positive oplevelser og som gav indtryk af en befolkning som ønskede at blive et europæisk land og medlem af EU.
Hvad vi blev fortalt af lokale var, at de mange italienske biler skyldtes at mange Albanere på grund af arbejdsløshed tager til Italien og arbejder ”sort” (de kan ikke få opholds- og arbejdstilladelse i EU uden videre) 3 måneder af gangen og køber en Italiensk indregistreret bil, som de så har med hjem mellem 3 måneders opholdene. Mange af de lokale store biler er købt brugt i Italien/Østrig/Schweiz/Tyskland (landemærkerne sad på en del af dem endnu).
Ses der bort fra trafikforholdene, er det et billigt og fint land at besøge.