Dansk Camping Union er opdelt i 7 kredse hvor Århus kredsen er kreds 5. Alle kredse arrangerer ture i og udenfor Danmark. Som medlem kan man deltage i ture arrangeret af en hvilket som helst kreds. Vi havde inden coronaen set turen til Sicilien omtalt og tilkendegivet at vi ønskede at deltage. Nu tre år efter er turen en realitet. Vi er tilmeldt og meget spændte på hvad en sådan tur omfatter. Vi er vant til at rejse alene. Her er vi 50 campingvogne og 100 personer der skal følges ad. Vi skal bo på 6 forskellige campingpladser på turen fra Norditalien og til Sicilien og på hver plads skal vi overnatte mellem 2 og 7 nætter. Der er arrangerede busture med lokale guider, fællesspisning og alene-tid i et mix så alle kan være med.
Denne DCU-tur starter i Norditalien, hvorfor vi begiver os fra Danmark nogle dage tidligere på egen hånd.
Lørdag, 20.8 kl. 19.00 afgang fra Skejbytoften.
Desværre tog vi afsted med en campingvogn der ikke kunne låses. Låsecylinderen var blevet defekt. Værkstedet var lukket så vi besluttede at køre og håbe på at vi kunne finde et Hobby værksted der havde en cylinder liggende.
På denne tur tankede vi ikke inden vi forlod DK da Tyskland har sat afgiften ned på diesel. Vi stoppede op ved Fleggaard og fik to fulde flasker gas med os, og selvfølgelig lidt sodavand og slik til turen. Vi sov ca. 3 timer på en rasteplads i D fra 06-9:30.
Søndag, 21.8 kl. 15:30 ankom vi på Camping Thalkirche i München.
Denne campingplads ligger kun ca. 4 km fra bycentrum og er udset til at være pladsen vi skal ligge på til Oktoberfesten. Trods træthed tog vi cyklerne og kørte os en bytur. Først Oktoberfestpladsen, hvor de allerede var i fuld gang med opbygningen. Dernæst tog vi til Centrum, til Maria Platz. Her fik vi en dejlig middag inden vi cyklede hjem og gik i seng.
Mandag, den 22.8 tog vi fra München kl. 11.
Først kørte vi 35 km mod Stuttgart i håb om at et stort service-værksted kunne hjælpe os med en låsecylinder, men forgæves. Den er ikke lagervare, så vi har bestilt den på vores værksted i Vejle og forventer at få den tilsendt med DHL senere på turen (om ca. 3 uger). Vi kørte tilbage mod München og N og Ø om byen mod Salzburg og videre til Bad Gastein. Her ankom vi kl. 17:20 efter i alt 1448 km.
Vi blev mødt med et velkomst-kram fra Alexandra. Hende og Gerhard har ejet og drevet campingpladsen i 21 år. Hun fortalte at de nu havde solgt campingpladsen og fremover ville leve hver for sig som pensionister. Et chok for os der opfatter stedet og dem som et hele. Dem kommer vi til at savne, men de forsikrede os om at det nye værtspar havde de valgt med omhu. De er svenske, men har boet i Østrig i mange år.
Vi kom forbi for at aflevere vores vintertelt og en del vintermateriel som vi skal bruge til vinter. PS. Vi lader vognen stå i Østrig når vi kører hjemover igen.
Vi havde to overnatninger på Erlengrund Apartment & Camping. Den 23. august tog vi cyklerne til Bad Hof Gastein. Der er en cykelsti langs floden hele vejen. Cyklede gennem byen og tog liften til Bjergtoppen. Vejret var pragtfuldt og vi har tidligere gerne villet på bjerget udenfor vintersæsonen, men det er aldrig lykkedes os før nu. Spiste en dejlig frokost deroppe og gik en tur. Nede igen fik vi en dejlig isdessert og nød bylivet.
Onsdag, den 24.8 kl. 9:15 forlod vi Bad Gastein med kurs mod Gardasøen.
Vi ankom til Sirmione ved Gardasøen kl. 16:30. Den campingplads har vi besøgt flere gange og hver gang konstateret at det bør være sidste gang. 6 amp er ikke meget strøm, men pladsen ligger godt og vi kunne få en god plads. Den gamle bydel med mure omkring er en stor turistattraktion og målet for vores aftencykeltur. Her fik vi i en skøn middag i en lille restaurant i en sidegade. På tilbageturen til vores cykler fik vi den obligatoriske is.
Torsdag, den 25.8 var vi på køretur til Solforino og så mindesmærket for de faldne ved slaget 24. juni 1859. Dette slag blev startskuddet til Røde Kors. Det er et makabert mindesmærke idet man har udstillet alle de der faldt ved slaget. Der er knogler og kranier overalt, dekorativt arrangeret i alle vægge.
Vi nåede også et besøg hos vinproducenten Zeni – vi havde behov for ekstra vægt i forenden af campingvognen. 😊. En gåtur i byen Lazise nåede vi også.
Fredag, den 26.8 kl. 11 afgang fra Sirmione med kurs mod Viareggio.
Camping Village Vareggio, Viale dei Tigli 52, Torre del Lago Puccini, I-55049, Toscana (Acsi nr. 2696)
Ved ankomst til Campingpladsen blev vi mødt af turledelsen der bød os velkommen. Lidt tumult da mange vogne ankom samtidig afstedkom at Poul blev presset til at dreje bil og CV skarpt tv. Det resulterede i en skade på kofanger og baglys på bilen. Heldigvis fik vi stoppet op inden cyklen tog skade. Ærgerligt, men vi kom på plads og fik en god plads.
Standerhejsning lørdag den 27. august kl. 16:30 med sang, snak og vin. Fin velkomst til alle. Der var en del nye med på denne tur men rigtig mange har været med på flere eller mange ture arrangeret af DCU.
5. kreds som arrangerer denne tur, har et meget godt ry for at planlægge og gennemføre meget fine ture. Det er to ægtepar der står for turen, John og Kirsten samt Harry og Anne-Birthe. Vi er 98 deltagere i 49 vogne. Langt de fleste med almindelige campingvogne.
Søndagen var turens første fridag og vi valgte at køre på opdagelse. Første stop var i kurbyen Montecatini Terme. Den ligger mellem Lucca og Pistoia. Her behandles mennesker med reumatisme, hud og stofskiftesygdomme. Mange fine hoteller. Vores mål var at tage til landsbyen ovenfor byen med en tandhjulsbane, Funicolare, fra 1898.
Derfra kørte vi ad meget små veje til Grotta del Vento. Den ligger NNV for Lucca. Den skjuler sig langt inde i de Apuanske Alper. Vindens grotte som navnet betyder skyldes at der konstant er en kraftig luftstrøm gennem grotten. Der er fire km gange og vi fik set fine kalkstensformationer, stalaktitter og stalagmitter samt en undersøisk sø. Vi havde købt en times guidet tur. Med en meget tydelig dansk guide i ørene var det en fornøjelse at gå rundt i grottens indre.
Vi nåede campingpladsen klokken 18 og blev mødt af en masse af vores medcampister bærende på borde og stole. Man havde fået stillet et område på teltpladsen til rådighed som vi kunne anvende til at holde Langbord. Dette indebærer at man medbringer egen mad og drikke og spiser og hygger sammen i nogle timer. En fin måde at hilse på hinanden på. Vi skyndte os selvfølgelig at finde lidt mad frem og sluttede os til dem.
Mandag den 29.8.
Bustur til Marmorbruddet Carrara – første udflugt på turen. Da vi er små 100 deltagere, blev vi fra start delt i to grupper. Gruppe 1 var deltagere der havde tilmeldt sig som de første 25 og anden gruppe de sidste 25. Hver gruppe har to turledere samt en guide på de enkelte destinationer. Vi tilhørte gruppe 2 med nummeret 45. Vi skulle som første gruppe køre helt op til marmorbruddet. Bussen kunne køre os en del af vejen. Derfra tog Jeeps os det sidste stykke.
Efter turen i bruddet blev vi kørt til Museet, der viser historien om, hvordan marmor igennem tiden er blevet brudt og transporteret.
Vi sluttede besøget i museet af med en dejlig frokost. Derefter kørte vi til byen Carrara, som er udsmykket med marmor flere steder og har fine skulpturer. Bl.a. Bertel Thorvaldsen har opholdt sig i Carrara. Desværre kom vi i middagslukningen, hvilket gjorde byen ualmindelig uinteressant at møde. Vi kunne godt se alle de fine marmorværker, men meget af byen er i forfald. Restaurering kræver penge og mange bygninger er i dag solgt som ejerlejligheder, hvilket gør at det er mange der skal blive enige om at f.eks. facaden skal renoveres. Det er meget svært at blive enige om kunne vi konstatere. Synd. Første gruppe der besøgte byen om formiddagen fandt den interessant, da der var markedsdag og rigtig meget liv.
På vejen tilbage fra Carrara besøgte vi et værksted, hvor de laver mange smukke ting af marmor. Vi så store skulpturer og meget fint kunsthåndværk.
Tirsdag, den 30. august var afslapningsdag for os. Ingen program som vi udnyttede til at få vasket tøj og prøvet poolen. Vejret har i lang tid været fantastisk med sol og knap 30 grader.
Onsdag, den 31. august gik turen til Cinque Terre (De 5 byer). Vi blev hentet i busser og kørt til La Spezia, hvor vi mødtes med vore guider. Vores gruppe blev kørt til havnen og skulle starte turen med at sejle. Først langs den smukke kyst til Portovenere som i virkeligheden ikke hører med til de 5 byer.
Vi sejler op langs kysten og oplever hvordan båden lægger til i alle byer på vejen. Vi sejler dog videre til endestationen som er byen Montorosso. Lige et par billeder taget fra båden på denne sejltur
I Montorosso går vi med det samme i samlet flok til en restaurant tæt ved havnen hvor vi spiser frokost. Derefter når vi ganske kort at gå rundt i byen inden vi skal finde togstationen. Det lykkedes os at finde det rette tog til tiden. Selvom vi er lidt udenfor sæson er der rigtig mange mennesker overalt, så at skulle tælle til 50 hver gang vi skal flytte os fra et sted til et andet kræver sin mand/kvinde. Vi kørte den korte tur til Vernazza. Da vi sejlede så vi byen fra vandsiden, nu går vi fra banegården og ned igennem byen til havet. Stranden, der ligger for enden af hovedgaden er beskyttet af klipper mod havet så her blomstrer badelivet og mange små både ligger for anker.
Sidste by vi besøger er Riomaggiore, byen der udsmykkes med robåde i gaderne. Vi gik en tur igennem byen og igen fulgte vi livet ved vandet. Det var meget fristende med en dukkert, men desværre var tiden ikke til det.
Vi havde et mødested et par hundrede meter fra Stationen. Alle var mødt frem og vi bevægede os mod perronen. Lidt uklarheder omkring hvilket tog vi skulle med bevirkede at kun knap halvdelen var nået at stå på toget da det begyndte at køre. Vores guide gjorde alt for at få toget standset, men forgæves. Heldigvis fik vi mobildækning nok til at kunne ringe til en af dem der var i toget. Vi aftalte at de skulle vente på os på stationen i Spezia. Således mødtes vi alle i Spezia og efter 20 min. gang holdt vores bus på aftalt sted, så hjemturen gik planmæssigt, dog lidt forsinket. Vi havde alle gået og oplevet rigtig meget så der var stille i bussen tilbage til Campingpladsen. Næste dag var flyttedag. Vi kørte mod Umbrien til Trasimino søen, hvor vores næste campingplads lå.