Dette indlæg omhandler ankomsten til New Zealand, Christchurch, søerne Lake Tekapo og Lake Pukati til Mt. Cook. Derfra til Dunedin og omegn og videre til Milford Sound og Doubtful Sound. Vi er på Sydøen i fjorten dage og efter at have læst i guidebog, Christinas noter og diverse brochurer har vi erkendt at vi ikke kan nå at se alt det vi gerne vil.
Så blev det farvel til Australien onsdag, den 27. februar. Vi forlod hotellet i sol og 35O varme 2 timer før flyafgang (13:05). Det havde ikke helt været nødvendigt, idet vores fly ved ankomsten var forsinket og reelt kom vi afsted kl. 13:55. Vores fly var i forvejen udsat af 2 omgange fra 11:15. Med 50 minutters forsinkelse var der nu kun 20 minutter tilbage til at komme fra den ene ende af lufthavnen til den anden i Melbourne og fra indenrigs til udenrigs. Heldigvis var vi 7 personer i flyet der skulle videre med samme maskine, så kaptajnen fløj alt hvad maskinen kunne og ved ankomst til Melbourne havde vi 35 minutter til at komme ud af maskinen, gå til udenrigs, passere security og finde gaten. Som sædvanlig blev Poul på grund af nyt knæ taget ud i sikkerhedskontrollen, og håndbagagen skulle kigges grundigt efter pga. mange ledninger. Da vi var færdige i security der blev vi efterlyst første gang. Vi nåede ombord som de sidste. Nu var vi meget spændt på, om vores bagage også kom med. Ved ankomsten til Christchurch kl. 23:55 viste det det sig heldigvis, at den var med. Hvad vi ikke havde fået med fra Australien, var sol og varme. Vi ankom til regn, blæst og 12o varme. Uff. Det mindende om dansk efterårsvejr! Vi havde tynde trøjer på, så det virkede koldt efter 2 måneder, hvor vi stort set ikke havde været under 30o.
Heldigvis kom der få minutter senere en bil og samlede os op og kørte os over P-pladsen til Lufthavnshotellet, hvor vi skulle overnatte.
Næste morgen kørte hotellet os videre til Bilfirmaet, hvor vi skulle hente vores Mobilhome. Denne gang blev vi ikke opgraderet, men nærmest nedgraderet. Det første vi opdagede, var at de havde glemt at fylde brændstof på og at den faktisk kørte på dampene. Det blev dog klaret.
Inden for det første døgn havde vi to motorlamper der lyste, en for fejl på katalysator og en på at ABS-bremserne ikke virker. Vi har blot fået besked på at køre videre, hvis vi ellers følte at den kørte som den skulle. Det var nok sensorerne der var rystet løse!!
Herudover har vi en defekt skuffe, et defekt gasblus og en delvis defekt lås og en madras som vi synker igennem. Så konklusionen er at New Zealand skal man ofre lidt ekstra og få en ”Maui” som er den samme bil, men op til 2 år nyere.
Christchurch
Vi kom af sted ind til Christchurch i lange bukser og med ekstra trøjer på. Det viste sig dog ikke helt nødvendigt, idet solen kom frem og temperaturen steg til ca. 22o,hvilket gjorde livet behageligt igen, selv om vi nåede at få en forkølelse på de første 12 timer. I Christchurch var der i februar 2011 et voldsomt jordskælv der lagde centrum af byen i ruiner. Her 8 år efter er det stadig voldsomt at se ruinerne og tomterne efter nedrevne bygninger. På hvert gadehjørne og i en hver gade er der nybyggeri eller restaurering af bygninger i gang. Man regner med at byen er reetableret i 2022, ca. 11 år efter katastrofen som kostede 180 mennesker livet.
Men én fordel har det givet os, der er masser af p-pladser i centrum på grundene til endnu ikke genopførte bygninger.
Vi brugte resten af dagen på at køre med veteransporvogn rundt i byen, besøge botanisk have, få frokost på byens torv, med udsigt til den delvist sammen styrtede domkirke.
Da dagen var gået, kørte vi til den spændende halvø syd for byen og fandt en fri campingplads med udsigt over fjorden og hvor havnen ligger (Lyttelton). Vi fik provianteret så vi kunne klare os nogle dage. Herfra have vi næste morgen ganske kort til byens Gondol bane som vi måtte op med og se den storslåede udsigt over området. Det lykkedes i meget fint vejr.
Bagefter besøgte vi Ferrymead Heritage Park, som svarer til ”Den Gamle By” i Aarhus. Ganske spændende by der dækker perioden fra ca. 1885 og op til 2. verdenskrig. De kunne givet lære noget af hinanden.
Efter dette besøg startede en længere køretur vestover mod Mt Cook, stort set til midten af Sydøen. Vi havde bestemt at vi skulle besøge søerne ”Lake Tekapo” og ”Lake Pukaki” samt udsigtspunktet til ”Mount Cook”. En spændende tur igennem New Zealands Landbrugscentrum. Vi fik taget nogle fine billeder på turen specielt omkring ”Lake Tekapo” og ”Lake Pukaki” med solnedgang. Vi overnattede i bunden af Lake Pukaki.
Næste dag kørte vi den resterende tur til Mt Cook’s fod og fik også her en overnatningsplads og fik vandret i den flotte natur op til Gletsjersøen.
Næste dag gik turen tilbage til østkysten forbi Oamaru, hvor vi skulle se de guløjede pingviner, men de var desværre på havet da vi kom, så vi måtte nøjes med at se stranden, hvor de har deres reder og se nogle af de sæler der også har fundet stranden behagelig.
Syd for Oamaru stoppede vi ved Moeraki Boulders og fandt på stranden disse fine kuglerunde sten (som det ses af billedet herunder tv er stenen kittet sammen af ler)
Dunedin
Vi kørte videre til Dunedin. Her havde Christina lovet os, at vi i centrum af byen kunne spise os mætte i chokolade i en time, hvis vi tog med på en rundvisning på Cadbury’s chokoladefabrik. Så munden havde løbet i vand i de sidste par timer inden ankomsten. Vi havde på nettet checket åbningstiderne så alt skulle være sikret, men ak…..
….., de havde lukket fabrikken for ca. 10 måneders siden…..øv, øv. Vi fandt i stedet for et supermarked overfor den lukkede fabrik og gik amok i deres chokolade afdeling (her, flere dage efter er vi ikke kommet igennem indkøbet endnu).
Efter 3 nætter uden strøm og internet, skulle vi nu på en ”rigtig campingplads”, så vi kunne komme af med affald, affaldsvand, toilet affald samt få fyldt 200 liter frisk vand på vognen. Det skete uden for Dunedin, i en hyggelig by Portobello. Efter at have sikret os plads kørte vi til nordenden af halvøen. Her ligger verdens eneste ”Albatros center”, på fastland. De holder ellers kun til på øer, hele vejen rundt om Antarktis.
Vi fik en fantastisk oplevelse af dem på tæt hold, på en guidet rundvisning.
Om aftenen fik vi lavet lidt planlægning for de efterfølgende dage, hvilket resulterede i at vi besluttede at køre direkte mod ”Milford Sound” på vestsiden af øen med en enkelt overnatning undervejs. Vi fik booket Campingplads og sejltur på fjorden.
Næste dag kørte vi tværs over øen og fik i byen ”Te Anau” ”købt en ekstra udflugtsdag til ”Doubtful Sound”, således at vi får set begge de store berømte fjorde på vestkysten samt booket 2 nætter på den lokale campingplads, til når vi kom retur fra ”Milford Sound”, da vi så igen trænger til oprydning, vask og rengøring af vogn, samt frisk vand.
Milford Sound
Efter en lang køredag, overnattede vi på en fin naturplads Midtvejs mellem ”Te Anau ” og ”Milford Sound”, og fik dagen efter et flot besøg ved vandfaldet ”Homboldt Falls” og omegn. Igen en fantastisk naturoplevelse, med regnskov, fuglelyde, flotte vandfald og spændende hængebroer med flot udsyn. Vejen herfra til ”Milford Sound” var også spændende med masser af store vandfald, flot natur, bjerge med sne og ikke mindst en flot spændende smal vej med tunnel og broer der skiftevis var ensrettet.
Til slut på dagen er vi ankommet til den i forvejen bookede plads i ”Milford Sound”, Sådan at vi var klar til fjordturen næste dag.
Milford Sound
Tidligt op og flytte bilen til en praktisk p-plads nær havnen, fik spist morgenmad. Alt fungerede og vi var klar til sejlturen kl. 09:00.
Der ligger 12 turbåde fra forskellige udbydere i den lille havn. I dag skulle 7 både afsted med ca. 5 minutters mellemrum. Desværre i småregn og meget lavt hængende skyer, hvilket heldigvis hurtigt blev bedre. Foran os åbnede et helt fantastisk syn af stejle klipper med masser af vandfald, hvor mange faldt mange hundrede meter direkte ned i fjorden. Det skal opleves, idet billederne ikke yder naturen retfærdighed! Men vi prøver alligevel. Vi stod på øverste dæk i de 2 timer som sejlturen varede og fik den lovede oplevelse. Vi kom tilbage lidt kolde, men fik hurtigt lavet en kop kaffe og te, så varmen kom tilbage. På køreturen tilbage til ”Te Anau” fik vi også tørret tøjet!
Efter ankomsten til ”Te Anau” fik vi klaret indkøb og den obligatoriske 14. dages vask af tøj.
Doubtful Sound
I denne del af New Zealand regner det ca. 200 dage om året, så det kom ikke bag på os at det også regnede i dag. Vi havde måske håbet på bare lidt tørvejr, så vi kunne se også den øverste del af klipperne. Men nej. Når vi nævner det for nogle hernede siger de blot at vi skal glæde os over regnen, for så er vandfaldene det flottere og flere. Faktisk fortæller guiden, at når det er tørvejr stopper mange vandfald med at løbe meget hurtigt, da jorden/beplantningen på toppen hurtigt absorberer vandet.
Den tur vi skulle på var en heldagstur, der starter med at vi bliver kørt til ”Lake Manapouiri” der ligger ca. 20 km syd for ”Te Anau”. Her bliver vi sat på en fin katamaran der sejler os på tværs af søen fra øst til vest. Det er New Zealand’s største sø (vi så på kaptajnens ekkolod at den også er dyb, over 300 m over en lang afstand). Der er 36 øer, større og mindre. Alle ubeboede, så naturen er bevaret som den har været gennem de sidste tusinder af år.
Vi blev sat i land ved Manapouri Power Station, der huser New Zealands største kraftværk, bygget for at kunne producere el til den meget store aluminiumsfabrik der ligger lidt syd herfor. Her blev vi sat i en bus der skulle bringe os over et pas og ned til ”Deep Cove” v, ”Doubtful Sound”, hvor den næste sejlads udgik fra.
Vejen er bygget udelukkende for at bringe materialer frem til kraftværket, da det blev bygget i slutningen af halvtredserne. Det er forblevet en grusvej, er 21 km lang og den eneste vej i New Zealand, der ikke har forbindelse med andre veje. Den er også stejl, en del har en hældning på 1:5 hvilket er det stejleste man må køre med en bus med passagerer.
Det har været en meget blæsende dag i dag og det bevirkede, at vi ikke kunne sejle med den båd vi oprindelig skulle have sejlet med. Det har de selvfølgelig prøvet før, så mens vi kørte, blev det aftalt at vi skulle sejle med et andet firmas båd. De havde plads til os og udover vi fik skubbet afgang lidt og kom en time senere tilbage fungerede alt fint. En smuk tur hvor vi kom til at holde af vores regntøj og vandtætte vandrestøvler.
Vi kører i morgen nordpå, stadig på Sydøen og forventer at vende tilbage lige inden vi sejler til Nordøen den 17. marts.