En 3-dages Wayoutback Tour med udgangspunkt i Alice Spring
Fantastisk tur, samme selskab der stod bag turen i Darwin, så samme koncept: opleve naturen på naturens præmisser. Vores guide David var passioneret i alt hvad han foretog sig, lærte os historie, kultur og geologi, om hvordan stederne er blevet til og via en ældre aboriginsk dame med tolk hvordan der leves. Vi skulle bo i naturen og spise naturens mad. Hjemmefra vidste vi at vi skulle til Ayers Rock eller rettere stenen URULU som nok er den mest fotograferede klippe. Men området byder på meget mere, F.eks. er der tre sten og ikke kun den ene og så er der Kings Canyon.
Turen adskilte sig fra Darwin turen ved at være mere fysisk krævende og da det samtidig var i et væsentlig varmere klima (natten ca. 22 grader og dagen op til 44 grader) måtte vi stå op lidt over 4 om morgenen for at være i stand til at nå det vi skulle inden det blev for varmt. Terrænet var også krævende, klipper og det gik op og ned i meget høje trin eller som skråninger. Der skulle vand til – i store mængder – og efter en tur blev der fyldt salte, mineraler mm på os i form af en skefuld pulver 😊, frisk frugt og småkager (der blev passet godt på os)
Solnedgange og opgange er også specielt ude på de store åbne vidder og med Urulu som baggrund er det et syn som mange stopper op for. Vi fejrede det med champagne, hvilket ikke gør oplevelsen ringere.
David sørgede for at vi fik smagt lokal mad lavet over bål, men serveret fint og med rød- og hvidvin til. Hver dag skaffede vi også brænde, stoppede i bushen og tog døde grene og fyldte bussen.
Madfremstilling. Bålet blev holdt i gang og gryderne stod rundt om og fik tilført gløder rundt omkring med jævne mellemrum
Den sidste nat blev vi lokket til at prøve at sove i en SWAG. Det er en ”ydersovepose m indbygget madras” som er vind- og vandtæt. Heri lægges alt hvad man skal bruge for natten (gemt, så dyr ikke kan komme forbi og snuppe det) – Dertil selvfølgelig sovepose, lagen og hovedpude. Vi fik nøje instruks i hvordan vi skulle reagere overfor slanger, dingoer og andet kryb. ….. Vi sov fint og havde et fantastisk kik til en stjernespækket himmel. Der var absolut ingen lys-forurening og helt stille, udover nogle dyr der kommunikerede.
Det første døgn var vi 12 personer og ellers kun 6, et andet dansk par og et engelsk. Alle ”voksne” med voksne børn hjemme. Dem havde vi det rigtig godt med.
Vi ved at klipper ikke er det mest spændende at se på, men nogle i familien har været der, så vi lægger lidt billeder op. Vores børnebørn har også klaget over at de ikke kan se at det er os der er på ferie, så lidt flere billeder hvor vi faktisk kan ses er der også denne gang.
Dag 1. Lang køretur fra Alice Spring, Køretur rundt om URULU, lokal guide der fortalte.
Dag 2. Kata-Tjuta – 2-3 timers morgen gåtur i Vally of the Wind.
Dag 3. Kings Canyon, lang hjemkørsel hvoraf 100 km var på rød vej.
I dag er vi fløjet til Adelaide og er netop ankommet til et dejligt hotel med godt internet så vi kan få ordnet lidt praktisk som betalinger og skrevet lidt dagbog. Der er også vaskeri så måske ender vi med at blive klar til nye eventyr. I morgen har vi bestilt tur til Kangaroo Island og mandag skal vi hente vores Mobile Home. Det glæder vi os til. Denne første del af vores tur er gået lige lovlig stærkt og med rigtig mange planlage ture. Når vi har fået indrettet os, fortsætter vi turen i et lidt langsommere tempo. Endelig må vi sige at vores helbred er i bedring, hvilket også får dagene til at se lysere ud fremover.
Forvent at der går en uges tid igen inden vi lægger nyt indlæg op
Vi følger med i jeres tur. Spændende læsning. Glæder os til nyt fra jer. Fortsat god tur.
Dejligt at følge jeres tur. Er slet ikke misundelig. Herhjemme sker der ikke noget så spændende. Svømning startede i sidste uge. Jeg mødte frem. Aflyst grundet for meget klor i vandet. Har til svømning i dag hørt at det var forbi en havde kastet op i vandet. Nadia vor træner havde sidste dag i dag og ny blev præsenteret. Så må hi se. Ellers er jeg med på januar Challenge med at gå 60 km. Er nu nået til 26,5 så er lidt bagud. Her er regn og rusk. Og koldt. Vi følger herre VM i håndbold og havde Henrik ikke vagt ville vi have prøvet at skaffe billetter. Vi nyder i stedet resten af juleslikket foran skærmen. Knus herfra
Puha vi ser håndbold Danmark Norge det er slet ikke til at holde ud
Håber i har fået min lange hilsen kan ikke selv se den
Knus herfra
Hej Hanne
Tak for både denne og den lange mail. Jeg modtager dem med det samme du sender, men skal godkende den inden du kan se den igen. Der kommer desværre også Spam kommentarer, derfor denne godkendelsesprocedurer inden kommentarer lægges op.
kh Kirsten