Efter 3 måneders ferie med utrolig mange oplevelser er hoved og krop ved at være mættet og træt og behovet for nye udfordringer dæmpet. Men en enkelt dag i Auckland skulle da udnyttes bedst muligt. Vores campingplads lå tæt på lufthavnen og ca. 25 minutters buskørsel fra City-centre. Desværre var dagen grå og det så ud til regn så vi tog rygsækken på ryggen med trøjer og regnjakker. Heldigvis blev det kun til en enkelt byge mens vi kørte i bus og 5 min mens vi sejlede så faktisk en helt perfekt dag til bytur.
Vi blev sat af i centrum og fandt vej til Sky Tower, som vi regnede med ville være et stop på en Sightseeing Hop på/Hop af bus. En sådan bustur med ’guide’ ombord er den nemme måde at få fortalt lidt om byen samtidig med at få set forskellige dele af byen. Vi nåede således en tur rundt i det mest centrale af Auckland. På turen hoppede vi af ved Sea Life Akvariet, som er et spændende sted med fortælling om polarforskeren Robert F. Scott samt bassiner/og is med pingviner og store akvarier med alverdens andre fisk. Stedet er ’designet’ af en dykker der havde som hensigt at alle der kom til stedet skulle se livet under vandet på samme måde som en dykker oplever det. Så der var bygget rør til at gå i, gennem alle bassiner, så vi som tilskuere følte at vi var nede i vandet.
Næste stop var Havnefronten. Sammen med busbilletten havde vi fået en gratis færgebillet til at sejle til Devonport. Det er en kort sejlads til modsatte side af havnen, men gav os mulighed for at se byen fra vand siden. Vi gik en tur rundt i denne del af byen og fandt hyggelige caféer og restauranter og her slappede vi af med en dejlig frokost.
På sejlturen tilbage til centrum talte vi om at byen virkede lidt rodet og på os kedelig. Da vi kom i land, var klokken over 16, hvilket betød at bussen ikke længere kørte og resten skulle opleves på gåben. Heldigvis hjalp det at bevæge sig mod den del af havnen, hvor alle de store lystbåde holder til. Det er helt tydeligt at Auckland er en sejler by og at det er den del man satser på. Første lille kik i den retning bød på synet af to America’s Cup både. Dem har man kunnet booke plads på og så være med i en match race (3 timers tur) Man behøvede ikke at kunne sejle for at være med, men desværre kunne det ikke lade sig gøre denne dag.
Denne del af havnefronten er en oplevelse. Masser af fine både og fine/dyre restauranter. I den fjerne ende fandt vi Fiskemarkedet som desværre ikke var fyldt op pga. ombygning og måske ikke længere højsæson. Men en lille tur igennem blev det til.
Vi havde talt om at skulle spise aftensmad der, men vi kunne ikke spise noget efter den store frokost vi havde fået så vi gik i stedt videre og sluttede ved Sky Tower som vi også gerne ville se udsigten fra.
Sky Tower bliver også brugt til Skyjump. Fra 53. etage (192 m fald). Vi stod der lidt i håb om at filme et spring, men der var ikke rift om den tur. (se billede i starten af indlægget) Udsigten fra tårnet var fint, om end vi nok ikke kunne se de 80 km som de reklamerer med man kan se i godt vejr.
Vi sluttede vores tur i Sky Tower med en let aftensmad fra deres Café på 50. etage.
Heldigvis fandt vi let bussens stoppested og efter max. 1 minut kom den, så vi nåede hjem til vores campingplads lige som mørket faldt på. Trætte og klar til at gå i seng. Måske lidt risikabelt ikke at starte nedpakning, men vi satsede på at vækkeuret virkede og at vi så var fyldt op af energi til en nedpakning.
Vores kufferter havde taget på i vægt efter de 3 måneder 😊 , men heldigvis kunne de lukkes og med lidt besvær kunne vi også flytte rundt med dem. Poul havde læst at vi måtte have 30 kg bagage og det fik vi dem ned på inden vi checkede ind. Heldigvis vejede de ikke håndbagagen. Kirstens var så tung at hun ikke kunne løfte den op i hylden på flyet ☹
Vi afleverede vores Camper på deres adresse meget tæt på Lufthavnen. Her gennemgik vi bilens fejl og mangler med en ansat. Jeg havde skrevet en hel A4-side med ting vi ikke var tilfredse med eller ikke virkede. De tog bare imod og noterede som om det var de vandt til. Hvis der bliver en næste gang vi skal leje vogn bliver det en MAUI.
Vi blev kørt til lufthavnen og efter 45 min kunne vi checke ind. Det er ikke normalt at vi er så tidlig i en lufthavn. Vi var de første der checkede ind på flyet. De næste små 3 timer sad vi så i deres rigtig dejlige Lounge og slappede af og nød udsøgte små retter/snacks og alverden drikkevarer.
Selve flyveturen er der ikke så meget at sige til. Dejligt flyselskab at rejse med. Flyet fra Doha til København var et helt nyt fly, Airbus 350.
Vi landede i København næsten en time for tidlig, kl. 05:35 den 30. marts.
Herunder billeder fra skærmen i flyet og web-cam på flyet
Valdemar blev 8 år denne dag, så familien på Frederiksberg var tidlig vågne. Det var således ingen problem at møde tidligt ind til fødselsdags fest. Vi havde en dejlig dag, hvor også Helle og Anders med familie samt Kirstens mor var med. En dejlig måde at komme hjem på. Vi klarede også at køre i bil til Jylland sidst på dagen og i højre side af vejen hele vejen…
Nu har vi sovet i vores egne senge to nætter og er ved at være ovenpå. Vi har også nået at gøre lidt status over vores tur. Herunder lidt fakta:
Tak til alle der fulgte os hele eller dele af vejen. Vi har nydt alle de dejlige tilbagemeldinger vi har fået på turen
Nu er det hverdag for os et stykke tid. Vi nyder det i vores sommerhus og skulle i komme den vej forbi, så kom endelig ind. Der kommer ikke flere indlæg her før vi igen drager på farten. Næste gang bliver det med campingvogn og i Europa.
Velkommen hjem! Hvis i kikker forbi aic så har jeg kunst stående ;). – og vi ville blive vældigt glade for at se jer. Hele teamet er samlet idag, og i går aftes var Sirina med i byen. Hilse fra dem alle!